Koncert: Improvisationer for klaver og synthesizer i Galleri Lolland

Kristian Marcussen spiller improvisationer på to keyboards

Pianisten Kristian Marcussen er efterhånden ved at få fodfæste på Lolland, siden han flyttede til Maribo i 2018. Den 2. september 2022 optræder han med et nyt koncept i Galleri Lolland i Østergade, Maribo.

I løbet af de seneste år har Kristian Marcussen holdt flere koncertforedrag, hvor han spiller sine egne kompositioner, kombineret med en indlevet fortælling om, hvordan musikken har haft sin betydning for hans liv, i med- og modgangstider. Nu inviterer han sit publikum dybere ind i sin musik.
Improvisationer for klaver og synthesizer er hans nye koncept, der tager udgangspunkt i nogle lidt ældre optagelser af hans improvisationer på klaver og synthesizer. Nu spiller han improvisationer live.

Kristian veksler mellem klaverlyd og lyde fra sit keyboard. Her er der især tale om virtuelle symfoniorkesterlyde som en strygergruppe, klarinet, osv. Stilen er i en overvejende rolig genre. Musikken har et jazzet tonesprog, og er også inspireret af klassisk musik. Der er tale om ren improvisation, dog enkelte numre med improvisation, han har indspillet på forhånd, kombineret med improvisation på stedet.
Koncerten er fredag, den 2. september 2022, kl. 15:30 i Galleri Lolland i Østergade 13, Maribo. Der er gratis adgang!

Man kan smuglytte til Improvisationer for klaver og synthesizer med Kristian Marcussen på www.medicinemelodies.com.