Billedkunstner Mette Munch og pianist Kristian Marcussen har på mange måder haft succes med Galleri Munch & Marcussen, siden de åbnede i Vestergade 19 i Maribo sidste år. Der har været gang i butikken og salg af især kunst og musik med udstillinger og minikoncerter.
Alligevel vælger de, at den fysiske butik i Vestergade ikke længere skal danne ramme om aktiviteterne. “Selvom vi har været glade og stolte af den fysiske butik, har det været udfordrende at drive butikken, og det er noget af en omsætning, der skal præsteres, blot for at holde det kørende.”, siger de to indehavere Mette og Kristian.
Derfor vil de nu fokusere mere på salg gennem sociale medier og website, samt pop-op udstillinger og -koncerter, både lokalt og rundt i landet. De går snart igang med at optimere deres hjemmeside og sociale medier, så man kan følge med på nettet og købe kunst & musik via personlig henvendelse.
“Vi er blevet godt modtaget af lokale og turister, og vi har fået skabt en masse dejlige relationer!”, siger Mette og Kristian, og tilføjer: “Og så har vi været glade for at være en del af bylivet!”.
Galleri Munch & Marcussen’s fysiske butik i Vestergade vil være åben frem til 19. februar, hvorefter det mest bliver hjemmesiden (www.munchogmarcussen.dk) og sociale medier, der vil være vinduet udadtil.